Et sted mellem David Bowie og Christiane F. Kære verden, jeg skriver hjem

Skrevet af gæsteblogger Mette. Læs hendes blog her: the Currency of Youth

Og da vi går med vores kuffert hen ad banegården, kan jeg høre David Bowies ”Heroes” strømme op nedefra de sorte klinker. Den glider op ad kanterne, hvorefter den sætter sig fast på gelænderet og pibler ind i mine fingre, så jeg pludselig spontant får lyst til at løbe frem og gribe din hånd, som de gør det i ”Christiane F”, mens selv samme sang spiller i baggrunden. Ud, ud, videre og hurtigere, det er nu eller aldrig, ved du ikke det? Men jeg bliver aldrig til Christiane F lige såvel som det faktum, at du aldrig bliver til Detlef, og det ved vi godt. Vi ved det godt nu, så vi beholder bare associationen om de to og lader atter stemningen fra dét øjeblik sprede sig ud over klinkerne. Der er ellers ikke meget Christiane F over denne del af Spanien. Der er ikke meget Christiane F over Malaga. Malaga er hav, fiskekuttere, markeder, is, ældre mænd med store hatte, kvinder med farverige kjoler, flamingosko, børn med livlige tanker og et katolsk optog gennem byens gader. Der er ikke meget Christiane F over badekoner og badematroner, der gentagne gange spejder ud mod badekonger på deres høje badekongelivreddertroner, mens de i smug i nat håber på at smelte sammen med dem til havets toner. Jeg vælger i stedet at smelte sammen med havet her og nu. Det sluger mig, hver gang jeg tror, det har droppet tanken om sit næste høje fix i form af endnu en bølgetop, og når jeg kommer langt nok ned, kan jeg ikke se andet end hvide perler, der hvælver oppe nær overfladen. I et kort øjeblik tager de sig ud som fiskekuttere og illusioner om sollys, perlerne, og havde dette været bunden af Bahnhof Zoo og du Detlef, ville de hvide perler have startet diametralt andre tankestrømme. Det ved vi godt nu. Efter alt, hvad vi har set af verden, ved vi det godt nu, så jeg lader blot mine fødder få mig længere ned i den blå masse, indtil jeg må indse, at mine lunger er to maskiner, der skal bruge ilt for at fungere. De presser mig altid op til overfladens lyse korn igen. Dette, selv når jeg ellers troede, at jeg skulle betragte livet nedefra og op i stedet for oppefra og ned i lidt længere tid. De lyse korn, der gnider sig mod mine årer, brænder, og hvis jeg lægger mig her i dem nu, kommer jeg måske aldrig op og hjem igen; så jeg fortsætter. Ud, ud, videre og hurtigere, det er nu eller aldrig, ved du ikke det? Jeg har nemlig fået at vide af David Bowie, at lige netop vi to kan være helte i kraft af hinanden.